Konkurrence

Giv dig selv en sjov udfordring: vær med i vores strikkekonkurrence!

Årets emne: Strik til hånden 

 

I år skal vi strikke til hånden og her er masser af muligheder for at slå sig løs. Du kan strikke handsker, luffer, muffediser, halvhandsker, håndledsvarmere, hvis du vil lave varme ting. Du kunne også kaste dig ud i pynt og pjank og lave armbånd eller fingerringe.
Kravet er, at du laver et par, altså et par vanter, 2 armbånd eller 2 fingerringe eller hvad det nu er, du har lyst til.

Dit bidrag skal være strikket eller hæklet og alle materialer er tilladte. Alle former for efterbehandlinger tilladt, du kan altså frit brodere, filte, farve, trykke, klippe mm i den strikkede eller hæklede håndbeklædning.

Det skal være dit eget design, eller en opskrift som du har udviklet på og dermed gjort til din helt egen.

Strik til hånden kan afleveres på Strikkecamp Storebælt lørdag den 15. juni kl. 9.30 eller endnu bedre send dit bidrag til Team Strikkecamp 2019, så vi har det senest den 14. juni. Du skal sende dit bidrag og en frankeret svarkuvert med tydeligt navn og adresse, så vi kan returnere dem efter Strikkecampen til:
Team Strikkecamp 2019, c/o Paulette Adam
Nordrupvej 58
4100 Ringsted

Sy navn/mærke på, eller sæt en seddel på, som ikke falder af (ikke med knappenåle), ting uden navn/mærke deltager ikke i bedømmelsen.

Alle indsendte bidrag udstilles på Strikkecamp Storebælt og de vises på www.strikkecamp.dk og på vores facebookside efter Strikkecampen.

Der vil være præmie for ”Bedste & flotteste” (1.præmien), ”Teknisk bedste”, ”Mest kreative” samt ”Publikumsfavorit”

1. præmie er en workshop efter eget valg på Strikkecamp 2020, øvrige præmier vil være garn- eller bogpræmier

Dommer er Vithard Villumsen og han offentligør vinderne søndag kl. 14.00 – 14.30 på scenen i Multihuset.

Konkurrencen er for amatører. Arbejder du som strikdesigner eller sælger garn i et eller andet omfang, kan du ikke deltage.

Vi forbeholder os ret til af afvise arbejder, som ikke overholder konkurrencereglerne.

Evt. spørgsmål i forbindelse med denne konkurrence sendes til info@strikkecamp.dk  eller på telefon 2072 2835

Vi glæder os rigtigt meget til at se jeres skønne bidrag!

Strikkehilsner
Team Strikkecamp Storebælt

_____________________________________

I 2018 var årets tema Sokker – og her ses vinderne